Vi har haft nogle vidunderligere uger i Skotland. Smuk natur, sejlads mæssige udfordringer og noget køligt, men sikke et landskab.
Den caldoniske kanal har lidt begrænsninger. Man kan kun komme gennem slusen fra havet (Sea lock) i nogle timer på begge sider af højvande for at tilsikre nok dybde i slusen. Vi kunne starte tidligt om morgenen, og måtte erkende at vi ikke havde den store erfaring med sluse sejlads. Jeg var af den overbevisninger jeg kunne holde båden med en enkelt tørn om agter klampe, men skulle snart erfare at når 300 kubik meter vand skal fylde slusen på få minutter er der store kræfter til stede. Og de nye fine fender covers var spild af gode kræfter. Allerede i første sluse var farven skiftet fra flot blå til mudder brun.
29 sluser og 10 svingbroer senere havde vi lært det.
Sejladsen i kanalen var meget smuk, men også blæsende og kølig. Vestenvinden blev forstærket ned gennem de lange søer, herunder Loch Ness, og intet søuhyre forsøgte at dæmpe den. Der er få steder hvor man kan ankre da vandybden er flere hundrede meter, og med vores 100 meter kæde kunne vi højest risikerer at få Nessie på krogen – i sig selv jo også interesant . Så man ligger til ved sluserne hvor der også er andre facilitere så som bad og selvfølgelig en god pub.
Efter 7 dage kom vi til ende stationen Fort Williams, og var atter på havet med mere normale vinde, tidevand og strøm.
Planen var ar sejle til Oban og besøge det kendte whisky destilleri men det skulle bestilles mange dage i forvejen, så vi tog istedet nord på lang øen Mull og op til øen Skye. Smukt, grønt og frodigt og nogle fantastiske ankerpladser som vi aldrig ville have turdet at sejle ind til hvis ikke lokale sejlere havde overbevist os om at det var muligt.
Betagende nætter med fuldmåne og farvefylde byer som bl.a. Tobermory gør alle anstrengelserne det hele værd. Og maden , fisk og skaldyr, tror jeg ikke fåes bedre noget sted!
Oban destilleri var værd at vente på – en god historie og en fantastisk whisky – det blev en dyr omgang!!
Vi have besluttet os for endnu en kanal sejlads, gennem Crinan kanalen. Meget smal og intim og faktisk flottere end den caldoniske, – mere sol og endnu mere god mad.
Vi havde mange andre steder vi gerne ville se og vandre men vejret indikerede meget kraftig vind fra syd , og kombineret med kraftig 3knob strøm kan det irske hav blive rigtig ubehageligt. Så vi tog et pr lange sejladser til Irland , først Ardglass og herefter Dublin.
Der er lystbådehavn i Dublin, men her var alt optaget, så vi fik plads i Dun Laoghaire ( jeg kan heller ikke udtale det) som ligger på den sydlige bred i bugten- og det var kun positivt! Det var som at komme til en anden klima zone. Her var lunt, blå himmel og næsten ingen vind, en stor kontrast til Skotlands blæst og fugtige kulde. Stor Marina med enorm sejler aktivitet på alt lige fra jollerne til de større kølbåd. 3 store klubber hvoraf 2 var med royal betegnelse.
Og byen var bare så hyggelig og indbydende. Her havde vi en uge inden Gitte skulle rejse hjem, og vi kunne sagtens have brugt mere tid. Dublin er en charmerende by med Temple bar District som er fyldt med pubs og levende og medrivende musik.
Vi skulle have 2 gaster med på næste del af turen fra Dublin direkte til Baiona i Spanien. En var desværre blevet syg så vi forsøgte at finde en lokalt som havde lyst. Yachtklubberne spredte vores forespørgsel, og der var mange som var interesserede men en helligdag og en stor kapsejlads stod i vejen. Så vi fik hjælp fra hjemlandet og den 3. August var vi med 3 mands besætning klar til næste del af turen til Spanien. 760 nm over Biscayen .